EKSPRESSIV REALISME

PRIS 2200 kr

Datoer: 23.-25.10.2026. Tidspunkt: Fredag fra kl 17.00-20.15 lørdag & søndag fra kl. 10.00-15.30. Antal mødegange: 3. Instruktør: Nille Vermehren.

På denne intensive workshop arbejder vi med den levende model som udgangspunkt for maleriet. Hver dag opstilles en ny scene inspireret af en berømt kunstner eller kunstnerisk retning, hvor lys, kostumer, rekvisitter og modellens positur danner rammen om dagens arbejde.

Gennem korte oplæg ser vi på, hvordan kunstnere har brugt farve, komposition, penselføring og form til at skabe stærke, personlige billeder. Herefter omsætter vi inspirationen til vores eget maleri – ikke ved at kopiere, men ved at undersøge de kunstneriske principper bag værkerne.

Vi henter inspiration fra moderne kunstnere som f.eks. Gustav Klimt, Egon Schiele, Pierre Bonnard og Antonio Mancini og undersøger, hvordan de arbejdede med flade, rytme, bevægelse, ornamentik, forvrængning og psykologisk intensitet. Deres værker danner afsæt for en række eksperimenter, hvor vi undersøger:

– Hvordan komposition kan opløses eller forskydes

– Hvordan figuren kan integreres i eller bryde med baggrunden

– Hvordan farve og materiale kan bruges til at skabe spænding mellem det realistiske og det abstrakte

– Hvordan portrættet kan bevæge sig fra det beskrivende til det fortolkende

Undervisningen veksler mellem demonstrationer, fælles analyser og individuel vejledning. Der arbejdes med at forenkle motivet, skabe en stærk komposition, bruge farver bevidst og udvikle et levende, ekspressivt maleri med afsæt i den direkte iagttagelse af modellen.

Workshoppen henvender sig til både øvede og ambitiøse begyndere, der ønsker at udforske mødet mellem klassisk figurativt maleri og et mere frit, personligt billedsprog.

Følgende materialer får du brug for: Oliefarver, kadmium gul, kadmium orange, kadmium rød medium, alizarin, hvid, sort, brændt umbra og ultramarin. Lukas, Classico og Jacksons Artist er gode studiekvalitet farver, og så er der selvfølgelig mange gode professionelle kvalitetsmærker. Filbert pensler i svinehår, både store og små. Til nogen af øvelserne vil vi være hårde mod penslerne, så medbring gerne nogen i billig kvalitet. Malepapir imprægneret til olie i A3. En palet og 2 små glas med låg.

TILMELDING TIL NYHEDSBREV